Nødhjælpsarbejde var et unødvendigt ordvalg af Spies

Lørdag den 4. juni bragte Politiken den omtalte Spies-annonce i deres rejsesektion. Annoncen viser et billede af en person set bagfra, der ligger i en havestol under overskriften ‘Nødhjælpsarbejde – Giv en hånd uden at røre en finger‘. Jeg vurderer, at Spies Rejser både ramte udenfor målskiven i annoncen og i håndteringen af det efterfølgende stormvejr.

Nødhjælpsarbejde var et unødvendigt ordvalg af Spies

Mads Moritzen Bak
Kandidatstuderende i film- og medievidenskab på KU og content manager for Magistrene

Retorisk arena:
Aktuelle online artikler

Det er muligt, at Spies ikke mener, at vi forstår, hvor svært befolkningen på Lesbos har det – og vi dermed skal se annoncen som et forsøg på at råbe den danske befolkning op. Alligevel er jeg, ligesom mange andre, forundret over, hvordan Spies kan finde på at koble nødhjælpsarbejde sammen med en badeferie til Lesbos.
Det fik mig en lørdag aften til tasterne på Twitter:

Det skal påpeges, at jeg ikke føler mig stødt af annoncen, da jeg personligt mener, at Spies’ intentioner er reelle. Ved at rejse til Lesbos og bruge penge på restauranter og hoteller sætter vi gang i turismen. Det hjælper befolkningen på Lesbos, som er hårdt ramt, da turismen ifølge Evangelos Myrsinias, der er præsident i Lesbos’ handelskammer, er faldet med 80 procent, siden flygtningestrømmen tog sin begyndelse.

Annons

Shadows in the Cave. Revisiting Mats Rosengren’s Doxology

Shadows in the Cave. Revisiting Mats Rosengren’s Doxology

Caves, images, and symbols are recurring topics in the work of Mats Rosengren, from his reading of Plato in his dissertation Psychagōgia – Konsten att leda själar, to his investigation of the world of paleolithic cave art in Cave Art, Perception and Knowledge. While other philosophers might have descended into the cave with the aim of guiding visitors back up into the blinding light of eternal truths, Rosengren seems to be at home in the underworld. Instead of dismissing the paintings that adorn its walls as merely shadowy copies or distorted images, or claiming that the truth of these pictures is readily available to us, Mats Rosengren invites any traveler joining him to understand them as different forms of sensemaking, forms which at first might appear foreign, but that, upon closer inspection, reveal themselves in all their complexity. In this volume, the contributors take on some of the key themes found in Rosengren’s work, mirroring the stylistic, generic, and topical range that characterizes it. The volume is titled “Shadows in the Cave”, signaling a focus not on eternal truth, but – alluding to Plato – on the shadowplay of our human caves. Läs mer...

Read more

Til gengæld er mit tweet en kritik af Spies’ ordvalg, da jeg ikke mener, man skal bruge nødhjælpsarbejde som framing i en badeferieannonce. I Danmark har vi flere organisationer, der hver dag yder nødhjælpsarbejde rundt omkring i verdenen – og nødhjælpsarbejde uden at røre en finger skal i min optik ikke sættes i forbindelse med det arbejde. Jeg håbede derfor, at Spies ville uddybe annoncens overskrift – men til mit tweet svarede de: “før vi gjorde det, gad ingen lytte. Nu er Lesbos et emne. Lad os deale med det først, og så give os kritik for ordvalg bagefter”.

I deres svar bagatelliserede Spies dermed min kritik, hvilket jeg undrede mig over, fordi jeg følte min kritik var berettiget. I øjeblikket er den årlige landsdækkende restaurantfestival, Spis & Støt, i gang, som indsamler penge til Kræftens Bekæmpelse, når folk går på restauranter. Her er sloganet Spis & Støt indenfor målskiven, da man netop støtter folk med livstruende kræft, når man går ud og spiser. Samme fremgangsmåde kunne Spies have valgt ved at kalde overskriften for Rejs & Støt eller Hjælp os med at hjælpe. Men det gjorde de ikke, og derfor var jeg forundret over den selvsikre måde, de efterfølgende håndterede sagen på.

Et medført stormvejr

Min kritik stod ikke alene, da andre danskere bidrog til stormen af negative kommentarer mod rejsebureauet, hvilket gør, at denne sag kan betegnes som en shitstorm – også selvom Spies ikke deler den opfattelse. Her er det relevant at bringe den amerikanske retoriker William Benoit på banen. Benoit har nemlig udarbejdet fem strategier, der kan benyttes, når man er ude i et stormvejr:

1. Benægtelse: Her afviser man, at man har begået en fejl.
2. Unddragelse: Man erkender, man er involveret – men skyder ansvaret over på andre.
3. Minimering: Man forsøger at reducere omfanget af handlingen og problemets størrelse. Enten ved at angribe den anklagende eller ved at sammenligne handlingen med andre mere ubehagelige facts.
4. Adfærdsændring: Man ændrer sin adfærd
5. Bøn om tilgivelse: Man påtager sig ansvaret og undskylder.

Arrogant håndtering

I forhold til de fem ovenstående strategier valgte Spies, ligesom Zoologisk Have under Marius-sagen, hovedsageligt at benytte sig af strategierne minimering og benægtelse.

Men hvor Zoo havde succes med at få deres brugere til at se aflivningen af Marius i en bredere kontekst, fejlede Spies ved kun at pointere tilstanden på Lesbos, da kritikken ikke var rettet mod Spies’ intentioner – men derimod annoncens kække overskrift.

Det oplevede Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors, da han skrev et kritisk opslag om annoncens overskrift. Her svarede Spies prompte tilbage ved at beskrive deres intentioner med annoncen, som jeg antager Anders Ladekarl er vidende om.

På Spies’ Facebook-side var flere brugere også utilfredse med annoncens ordvalg, hvilket igen førte til et svar omhandlede deres intentioner:

Jeg selv oplevede også selv denne håndtering, da Spies svarede på mit tweet, som jeg nævnte i indledningen. Her var tonen, muligvis utilsigtet, på grænsen til det provokerende, da Spies indirekte med svaret antydede, at jeg ikke kan være interesseret i at hjælpe befolkningen på Lesbos, når jeg har tid til at kritisere Spies’ ordvalg.

Gældende for deres svar var dermed, at Spies gjorde brug af minimering ved at reducere problemet med deres kontroversielle annonce på to måder:

1) Spies angreb os anklagende ved at indikere, at vi ikke kendte til situationen på Lesbos, når vi kunne være kritiske overfor deres annonce.
2) Spies sammenlignede vores kritik med den forfærdelige situation, der udspiller sig på Lesbos.

Et svækket image

Appellen etos, som er nogenlunde svarende til udtrykket image eller omdømme, baserer sig grundlæggende på at vinde modtagerens tillid. Det kan opnås på tre måder: gennem afsenderens klogskab, moralske karakter og velvilje over for sit publikum.

Når Spies gang på gang melder ud, at annoncen skal forstås som et forsøg på at råbe den danske befolkning op, selvom de fleste formentlig har forstået problemet på Lesbos – og egentlig bare kritiserer måden, de råber os op på – svækkes deres etos, fordi Spies så udtrykker, at de ikke forstår vores kritik. Det gør, at Spies mangler velvilje overfor sit publikum, hvilket er afgørende i opbygningen af et stærkt og troværdigt image.

Derudover vurderer jeg, at annoncens overskrift, Nødhjælpsarbejde – Giv en hånd uden at røre en finger, er over grænsen og unødvendigt opmærksomhedskrævende. Spies udtaler selv, at den har giver dem taletid, hvilket var et af deres mål med annoncen. Men jeg mener ikke, at det er nødvendigt at gå over grænsen for at få opmærksomhed, når man gør en god gerning. Derfor håber jeg, at Spies’ kommunikationsafdeling næste gang vil overveje, om det virkelig kræver en kontroversiel handling, før man kan blive hørt.