Må Leo det?

Et par timer inden Oscarshowets transmittering begyndte, så jeg Discoverys dokumentar Racing Extinction. Den sætter blandt andet fokus på menneskeracens masseudryddelse af andre arter, og hvordan vi potentielt graver vores egen grav, hvis vi ikke får sat en kæp i hjulet på vores eskalerende udledning af drivhusgasser, der smelter polerne og forvandler verdenshavene til kulsyresuppe. Det er ikke kun forskere og Greenpeace, der går op i klimaforandringer. Det ligger nemlig også DiCaprio på sinde, der bruger sin tid som miljøforkæmper, når han ikke spiller skuespil. Og hvilken bedre platform end Oscarscenen er der, når man vil give sit verdenspublikum et opråb og bede dem tage klimaforandringerne alvorligt? Men er det okay at bruge rampelyset til dét?

Blandbare genrer

En takketale til en prisoverrækkelse er set ud fra de klassiske aristoteliske talegenrer en lejlighedstale (epideiktisk tale), der er funderet i nutiden, og som har til formål at hylde fælles værdier. Modsat den politiske (deliberative) tale, der ser mod fremtiden, og den juridiske (forensiske) tale, der skuer bagud.

Leonardo holder sig langt hen ad vejen inden for de epideiktiske rammer, når han takker for prisen og namedropper et hav mennesker, der har haft betydning for det særlige øjeblik – præcis som vi er vant til. Men så skifter han spor med en klar klimapolitisk agenda og passerer dermed en skillelinje ind på deliberativt territorium. Det er set før i lejlighedstaler. Også i Oscarshowet.

I 1973 valgte skuespilleren Marlon Brando ikke at modtage sin pris, som han vandt for sin rolle i The Godfather. Som stedfortræder gik Sacheen Littlefeather på scenen, som repræsentant for amerikanske indianere, med et manuskript, der kritiserede den amerikanske filmindustris behandling af landets oprindelige folk. I 2003 vandt filminstruktøren Michael Moore en Oscar for Bowling for Columbine, hvor han valgte at bruge platformen til at rette en skarp kritik mod præsident Bush og regeringens indrykning i Irak. Begge hændelser blev opfattet som stærkt kontroversielle.

Annons

Doxologi

Doxologi. En essä om kunskap

Doxologi. En essä om kunskap

Vad betyder det att all kunskap som vi människor har – alltifrån teoretiska insikter till praktiska färdigheter – är just vår kunskap? Läs mer...

Read more

Ud af den retorisk korrekte boble

Teoretikerne Kathleen Hall Jamieson og Karlyn Kohrs Campbell bruger termen ”genrehybrider” om de situationer, hvor de klassiske talegenrer overlapper hinanden i en blandingsform, hvilket erfaring har vist, at de ikke så sjældent gør. Om det så kompromitterer situationens passende stil, er et vurderingsspørgsmål, der til dels handler om, hvad situationen kalder på, og hvad der forventes. De stående ovationer taget i betragtning slipper DiCaprio tilsyneladende afsted med at bringe politik ind i takketalen, hvilket kan have noget med emnet at gøre. Mange vil muligvis hylde hans klimaopmærksomhed – et emne, der er på international dagsorden, og som appellerer bredt til folk. Men hvor går grænsen for, hvad man kan slippe afsted med at omtale i en lejlighedstale? Hvad hvis han havde plæderet for strammere immigrantkontrol eller havde revset præsidentkandidaterne? Det kunne tyde på, at emnet styrer tolerancen, så længe X antal mennesker bakker op om budskabet.

Det er billige point at slå på tromme for klimaet, og en dogmatisk retoriker ville måske mene, at DiCaprio burde undgå at træde uden for de epideiktiske streger. Men kan man klandre ham for at bruge platformen strategisk til at aflevere et hjertebudskab på en aften, hvor så mange øjne og ører er rettet mod ham? Som han selv siger i talen: ”Let us not take this planet for granted. I do not take this night for granted”.

Tillykke med prisen, Leo!