Skolemetaforik i dansk politik

Ballademageren nede i hjørnet, duksen med en viftende finger helt oppe under loftet, det røde æble på katederet, skammekrogen, rektors kontor. Man kan næsten lugte den lunkne leverpostej. Klasselokalets billeder og dynamik er genkendelig for alle. Måske er det derfor, danske medier ofte benytter sig af en skoleklassemetaforik, når sproget i den politiske historie lige skal friskes lidt op. De voksnes kedelige snak om næser og politikere, der kaldes i samråd, bliver ukritisk solgt som en tur på rektors kontor.

Fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen skal således ’stå skoleret’, når en samlet opposition beder hende om at forklare tallene bag sin kritiserede landbrugspakke.

Hun har nemlig leget med ’klassens frække dreng’, som Politiken kalder Bæredygtigt Landbrug. Det samme er tilfældet, når Kristian Jensen skal til ’eksamen’ hos FN og forklare, hvorfor Danmark vedtager kontroversielle love.  Eller når Inger Støjberg indkaldes i samråd for at modsige ombudsmandens kritik.

En særligt fristende lejlighed til skolemetaforikken er, ikke overraskende, når danske politikere skal til møde i EU, som også en journalist fra Information kritisk bemærker.  Information er dog ikke meget bedre end andre danske medier, når de skriver, at Polens regering er kommet i ’EU-skammekrogen’.

Hver eneste gang en minister, et folketingsmedlem eller en regering bliver bedt om at forklare sig efter seriøs kritik, framer medierne det med en omgang skolemetaforik. Det er måske nok underholdende, men ikke uden betydning. Ved at vinkle samråd og hastehøringer om alvorlige emner som et spørgsmål om, at klassens uvorne ballademager skal have en reprimande, er medierne nemlig med til at bagatellisere seriøs kritik.

Annons

Retorisk praksis

Retorisk praksis

Retorisk praksis handler om retorik som praktisk udøvelse af sproget. Fordi retorikken handler om frembringelse – ikke kun beskrivelse – af tekster til brug i praksis, er den retoriske argumentationsteori ikke kun deskriptiv, men også normativ... Läs mer...

Read more

Lidt efter lidt bliver det legitimt, ja vel næsten lidt kækt, at gå ’lige til kanten’, som nogle ville sige. Der er nemlig ingen, der gider være en dengse – ej heller en ’klimaduks’, som både medier og politikere også har været flittige til at bruge.

Således kunne man i Kristian Thulesen Dahls nyhedsbrev for nyligt læse om, hvordan ”en gruppe hændervridende europaparlamentarikere, herunder flere fra den danske venstrefløj, har følt sig kaldet til at indkalde den danske regering til en tur i skammekrogen.” Havde det været en rigtig skolegård, var der vist nogle venstreorienterede sladrehanke, der ventede buksevand i frikvarteret.

Det er altså ikke kun medierne, som udgør problemet. Ofte starter metaforikken hos politikerne selv. Det er bare uambitiøst, at en del journalister ukritisk genbruger den. Det er naturligvis journalistikkens opgave at gøre storpolitik forståeligt og engagerende, men mon ikke det kunne gøres uden brug af Bølle Bob-retorik? Det kan måske synes harmløst, men det er ingen nyhed, at de ord, vi bruger om ting, og den måde, vi framer problemer på, har en kæmpe indvirkning på vores opfattelse af disse. Derfor bør såvel de danske politikere som medierne, tja, læse på lektien frem for at blive ved med at gentage de ikke bare fortærskede, men også simplificerende sproglige billeder.