Fordomsfiskeri og webmaskerade

De fleste forbinder internet-trolls med destruktive plageånder. Men visse typer trolling kan ses som et sofistikeret retorisk maskespil der udstiller ofrenes værste fordomme og kommenterer internettets debatkultur.

Fordomsfiskeri og webmaskerade

Agnete Christiansen

”Det kan ikke passe at i rige liberal-egoister ikke vil betale skat, men har så travlt med at få den sat ned. Den skulle sættes op så vi fattige kan få lidt mere til rådighed.Jeg er træt af at kun ha ca 9000 kr efter skat om måneden med aktiveringsgodtgørelse ,hvor af de 6000 kr går til faste udgifter bare fordi i liberal egoister skal køre ferari og drikke rødvin i jeres store huse Jeg har kun en Pgo scooter og kun råd til dicout-bajer ,en fed i ny og næ og bor i en 2 værelses lejlighed. [sic]”

Således skrev brugeren Bent (under brugernavnet Kommunisten) i et debatindlæg på den liberalistiske netavis 180grader.dk under overskriften ”Jeg hadder liberalegoister”. ”Troll”, råbte nogle, mens andre, som brugeren K-man, indigneret gav igen: ”Bent er et typisk tilfælde af dem Ole Birk Olesen skriver om i sin bog “Taberfabrikken”. En af disse stakler, som er blevet fuldstændig umyndiggjort og institutionaliseret af de velmenende pædagoger og politikere i velfærdstaten.”

I denne artikel vil jeg forsøge at fremhæve det retorisk velfungerende i ovenstående udveksling, men først må en kort forklaring af fænomenet trolling være på sin plads. Begrebet dækker over det internetfænomen at brugere ved at agere fordækt forsøger at bevirke en reaktion hos andre brugere (i debattråde e.l.) og dermed udstille aspekter af deres holdninger eller adfærd. Den mest kendte type er flametrollen, der gennem provokationer forsøger at presse andre brugere ud i ukonstruktive og aggressive diskussioner. Eksempler kan findes blandt de ekstremt sexistiske Facebook-kommentarer som mange kvindelige politikere bliver udsat for (selv om nogle af dem givetvis også er ganske oprigtigt misogyne).

Der bliver i medierne ofte sat lighedstegn imellem trolling og flametrolling, og det er en skam, for flametrolling indeholder ikke nær det samme retoriske potentiale som andre typer trolling. Der kommer altså i denne artikel ingen apologi for Facebook-brugere der kalder Johanne Schmidt-Nielsen for ”smatso”. Jeg vil blot argumentere for at visse typer trolling kan indeholde et retorisk potentiale ved at dykke ned i eksemplet med Kommunist-Bent fra 180grader.

Trollingdramaet

Det interessante ved trolling ligger ikke blot i selve ytringen, men i interaktionen mellem troll og modtager – en interaktion der er meget lig ironi. D. C. Muecke har beskrevet ironi som en dynamik mellem en ironiker, en genstand for ironien, et offer og en observatør. Hvis vi skal forsøge at omsætte modellen til trolling, kan vi kigge på eksemplet med Bent fra 180grader. Trollen Bent agerer ironiker i dramaet: Han giver ikke udtryk for sin holdning, men optræder bag en persona som det er op til modtageren at afkode. Genstanden for trolling – dét der gøres grin med – er i dette tilfælde den karikatur af en kontanthjælpsmodtager som Bent skaber: kravet om større ydelser, de absurde fordomme om ”liberalegoisterne”, PGO-scooteren og den ubehjælpelige grammatik. Ofrene for trollingen er de brugere der ikke gennemskuer maskespillet og lader sig ophidse. Dem vender vi tilbage til om lidt. Den sidste gruppe – de modtagere der gennemskuer det fordækte forehavende – kaldes i Mueckes model observatører. I trolling-analyse giver det god mening at tale om endnu en kategori: Sabotører. Observatørerne stiller sig på trollens side: De deltager i den intellektuelt lystfyldte afkodning af trollens ytring og morer sig på ofrenes bekostning, men blander sig ikke. Sabotørerne er til gengæld trollens værste fjende: Også de gennemskuer trollens intention, men obstruerer aktionen ved at råbe ”troll”. Og så snart trollen er afsløret, er hans chancer for at trolle videre minimale.

Det skyldige offer

Trolling bliver især interessant i retorisk perspektiv når vi kigger på offerets rolle, og her må vi runde Muecke igen. Han anvender betegnelsen ”offeret”, men indvender at det faktisk ikke er retvisende. Ironi-offeret er i Mueckes optik nemlig ikke brødefri, men gør sig skyldig i det han kalder ”confident unawareness”: Offeret er positivt overbevist om at tingene er hvad de giver sig ud for at være, eller tror sig selv immun over for at kunne misfortolke, og han er således medskyldig i sin offerrolle.

Trolling-ofre er på samme måde skyldige i deres ”selvsikre uvidenhed”. Ganske vist kan internetafsenderes anonymitet gøre det svært at gennemskue om det er en troll der er på spil. Men samtidig giver internetmediet gode muligheder for at nå at overveje hvordan man skal forstå en ytring, og om man overhovedet ønsker at svare. Så ligesom devisen i skolegården lød: ”Man skal ikke tro på alt der står i avisen”, lyder internetdevisen: ”Du skal ikke tro på alt hvad du læser på internettet – og hvis du gør, står du selv til ansvar for din reaktion.”

Tror du på din værste fordom?

I eksemplet fra 180grader er det især reaktionen på Bents karikatur af kontanthjælpsmodtagere der er interessant. For Bent konstruerer ikke en hvilken som helst persona: Han er Joachim B. Olsens værste mareridt om krævementalitet. Ja, han spejler perfekt de allerværste forestillinger man kunne have om kontanthjælpsmodtagere. Og det er her trolling-offeret gør sig skyldig – for er karikaturen ikke næsten for perfekt? Er Bent ikke et lidt for typisk tilfælde af dem Ole Birk Olesen skriver om i sin bog Taberfabrikken?

Idet Bent skriver sit indlæg, stiller han indirekte spørgsmålet: ”Vil du virkelig tro på at selv den mest karikerede personificering af dine fordomme eksisterer?”. K-man, kommentarens ophavsmand, vil måske fortsat mene at typerne fra Taberfabrikken findes, uagtet om Bent er en troll eller ej. Men idet han selvsikkert uvidende tror på Bents karikatur, besvarer han på sin vis også trollens spørgsmål med et: ”Ja”.

Trolling lever ikke op til debatidealerne: Her er ingen redelighed, men derimod fordrejninger i hobetal. Alligevel anes et retorisk potentiale. Trollen troller måske bare for morskab, men han udsiger samtidig en holdning om sit publikum – og måske om hele debatkulturen. Om vi andre så bør agere som observatører eller sabotører, det må være et emne for EtikMagasinet.


Agnete Christiansen,
Ekstern lektor i Retorik ved Københavns Universitet

Bibliografisk: Fra RetorikMagasinet 97, s 16-17

Author profile